Af Palle Lykke
Det Lærde Selskab i Aarhus blev oprettet i oktober 1945, hvor Aarhus Universitet havde eksisteret i lige ved 17 år. Udgangspunktet var, at professorer og docenter ved det unge universitet ønskede et videnskabeligt forum, hvor de kunne mødes med henblik på foredrag og tværfaglige diskussioner. Endnu var universitetet ikke større, end at alle kendte hinanden fra frokoststuen, men nu ønskede man at føje en faglig dimension til den daglige sociale omgang. Selskabet bestod oprindelig af samtlige professorer og docenter, der automatisk blev optaget som medlemmer ved deres ansættelse, men også andre ”videnskabeligt arbejdende” personer uden for universitetet, som var doktorer, kunne blive medlemmer, hvis en proposition herom fremsattes af to medlemmer af Selskabet og efterfølgende godkendtes af Selskabets præsidium. Således indlemmedes tidligt en fremtrædende ingeniør fra Aarhus Oliefabrik og lidt senere også en overlæge og en arkivar.
Fra begyndelsen var ambitionerne meget høje: Man opfattede sig som et ”akademi” inden for universitetet, og man sammenlignede sig med det gamle, hæderkronede Videnskabernes Selskab i København. Blandt de opgaver, man stillede sig, og som realiseredes, skal nævnes udgivelse af en række videnskabelige fremstillinger ved enkelte medlemmer.
At holde møder og udgive videnskabelige publikationer var ikke gratis, og man søgte derfor fra starten økonomisk tilskud hertil fra universitetet og private sponsorer. Det lærde Selskabs virksomhed har da også fra begyndelsen været finansieret af udefra kommende tilskud. I oprettelsesåret opnåede man tilskud på i alt 4.000 kr. fra en række private virksomheder. I nyere tid finansieres virksomheden – primært mødeaktivitet og årlig sommerudflugt – via medlemskontingent og renter, mens udgivelsen af Acta Jutlandica, som Det lærde Selskab har stået for siden 1973, er særskilt finansieret af en bevilling fra universitetet.
I begyndelsen af 1970’erne – hvor Selskabet af udenforstående (og sponsorer) til en vis grad blev anset for at være en lukket forsamling af repræsentanter for det gamle professorvælde – valgte man fra Selskabets side at navigere i forhold hertil. Man opgav derfor princippet om, at der af universitetets ansatte kun skulle være adgang for professorer og docenter til at blive medlemmer, hvorefter også ikke professorale og heller ikke nødvendigvis doktorale videnskabsfolk kunne optages.
Selskabets møder, der har form af foredrag med efterfølgende diskussion samt et traktement indskudt herimellem, foregår normalt på universitetet. Gennem årene har der været eksperimenteret med forskellige former for foredrag, enten enkeltstående, der tematisk var uden forbindelse med forrige og efterfølgende foredrag, eller rækker af foredrag, hvor man gennem et semester eller to fastholdt sider af et enkelt tema. Også andre strukturer har været afprøvet – fx med såvel foredragsholder som inviteret respondent ved samme møde. En del af eksperimenterne har været sat i værk, når der periodevis har været konstateret et lidt for beskedent fremmøde, og man har antaget, at en forandring af formerne kunne virke tillokkende.
Planer om at opføre et domicil til Selskabet var fremme flere gange i årene omkring 1970, men realiseredes aldrig – skønt der på et tidspunkt forelå såvel en million kroner indsamlet til formålet som en tegning til en sådan domicilbygning fra universitetsarkitekt C.F. Møllers hånd.
Hvis domiciltanken var inspireret af Videnskabernes Selskab og dettes smukke og hensigtsmæssige bygning over for Glyptoteket i København, gjaldt det samme nok flere af de traditioner, som man straks tillagde sig, men som er faldet bort igen – enten straks eller gennem de sidste 20-30 år. Der tænkes her på, at der i de tidlige år var åbnet mulighed for, at et medlem, som havde publiceret et videnskabelig værk siden sidste møde, kunne fortælle om arbejdet med dette værk (give en ”meddelelse” om det), inden man gik over til aftenens hovedforedrag, og at man, når der havde været dødsfald i medlemskredsen, lod afholde mindetaler som indledning til det umiddelbart efter dødsfaldet følgende møde.
Borte er også den årbog, som Det lærde Selskab udgav i en kort årrække omkring 1960, og som indeholdt udvalgte foredrag, medlemslister etc. Der udkom i alt 5 årbøger. Heller ikke udstedelse af ”medlemsdiplomer” (også kaldet ”kaldsbreve”) til nyindvalgte medlemmer varede mere end et par år – udstedelsen påbegyndtes i 1958, men var i hvert fald ophørt igen i 1961. Det var også på dette tidspunkt, at man fik kunstneren Mogens Zieler til at udfærdige et bomærke/segl (logo) til Det lærde Selskab.
Hvad der gemmer sig af dybere betragtninger bag det festlige bomærke, vides ikke, men det vil være nærliggende at afkode det nogenlunde som følger: De fem ugler (Minervas fugl) repræsenterer de fem faggrupper i Selskabet, og deres 'vinger' (med munter karakter af luffer eller rodfrugter) kan med deres massivitet siges at udgøre 'blade' i et alene af ugle-konstruktionen dannet 'visdommens træ', hvis nederste parti afsluttes af to stærkt stiliserede kløer, der gør, at centralmotivet sammenfattende kan tolkes som et flyvedygtigt visdommens træ (jfr. universitetsseglets springende delfiner). Uden om dette centrale motiv, altså som en slags ramme herom, ses i det runde bomærkes kant den cirkelformede tekst: DET LÆRDE SELSKAB I AARHUS 1945 med sekstakkede 'stjerner' mellem de enkelte ord, antagelig signalerende orienteringspunkter i uglens aktive univers, der også er videnskabens/forskningens udgangspunkt: mulmet, der skal gennemtrænges.
En mere detaljeret fremstilling af Det lærde Selskabs første 50 år findes i Palle Lykke: Det lærde Selskab i Aarhus 1945-1995 (165 s., Aarhus Universitetsforlag 1995).
Læs mere på AU Universitetshistories hjemmeside
