Foredrag ved Bente Nyvad
Oplysninger om arrangementet
Tidspunkt
Om biofilm og økologiske katastrofer på tænderne
Mange mennesker forestiller sig at tandlæger er sadistiske borebisser. Det er en stor misforståelse. I dag kontrollerer de fleste danskere selv deres tandsundhed ved hjælp af tandbørste, fluoridtandpasta og balanceret kosthold – altså uden hjælp af operativ intervention med bor. Denne ændring i tandlægernes virke skyldes ikke mindst en betydningsfuld forskningsindsats på Århus Tandlægehøjskole i slutningen af forrige århundrede, som resulterede i markante paradigmeskift i forståelsen af vores tandsygdomme, herunder betydningen af fluorid som cariesterapi.
Caries (”huller” i tænderne) er den mest udbredte sygdom i verden. Sygdommen skyldes bakterieansamlinger på tænderne, men den udvikles ikke af specifikke bakterier. Sygdommen afspejler derimod en ubalance i de metaboliske processer, der foregår kontinuerligt i tandbelægningerne. Hos sunde individer vil disse processer typisk være balancerede over tid. Balancen kan imidlertid forstyrres ved hyppig indtagelse af let fermenterbare kulhydrater (fx sukkerholdig læskedrik eller kartoffelchips!), hvilket ændrer miljøet og bakteriesammensætningen på tandoverfladen i acidogen/acidurisk retning. Denne ”økologiske katastrofe” favoriserer en syreproducerende subpopulation i mikrobiotaen til ugunst for det forsvarsløse tandmineral, som begynder at afkalke. Sunde tænder er derfor et tegn på god bakteriebalance.
Odontologer har været pionerer indenfor studiet af bakteriebelægninger på faste overflader. Disse såkaldte biofilm er forholdsvis nemme at eksperimentere med under in vivo-lignende betingelser i munden. Under foredraget giver jeg eksempler på nogle af de mikrobiologiske og strukturbiolgiske opdagelser vi har bidraget med til forståelsen af bakteriernes liv på en tandoverflade – en viden der ikke kun gavner patientbehandlingen, men også har paralleller til økologiske fænomener andre steder i kroppen og i naturen.